DANMARK RUNDT - OG ET SMUT TIL SVERIGE
I MIN SLÆGTSFORSKNING KOMMER JEG VIDT OMKRING


Mine første søgninger vedrørte Nørre Farup ved Ribe. Lokalarkivet i Haderslev havde tilfældigvis mikrokortene, så der lærte jeg, hvor meget man kan finde i kirkebøgerne. Det gav lyst til at arbejde videre. Hennings farmor var født i Nørre Farup i 1870 på en gård, der hedder Aalbygaard. Gården eksisterer endnu. Vi har været på besøg et par gange, og det var spændende at gå rundt og tænke på familien - og på hvordan der må have set ud dengang. Gården var i familiens eje fra 1802 til 1917. Farmoderens familie er alle fra egnen omkring Ribe.

Hennings mormor er født i 1883 i Sønderballe i Ho sogn; der har vi også fundet fødegården, der ser lidt mere forfalden ud end den tidligere nævnte gård. Det at have fundet gården er en stor ting. Mormoderens aner går tilbage til: Guldager, Tjæreborg, Hanning, Outrup og Ølgod sogne.

Morfaderen er født i 1882 i Skjødstrup i Ål sogn. Han er opvokset på en gård i Vester Vrøgum, men flyttede i år 1900 med sin far, stedmoder og halvsøskende til Varde. Gården i Vester Vrøgum har vi også besøgt. Det var et pragtfuldt sted. Morfaderens familie kan føres tilbage til Varde Landsogn, Lunde, Janderup, VesterNykirke og Ølgod sogne.

Min mormor er født i 1901 i Ullerup i Sønderjylland. På hendes mors side er de alle født omkring Felstedskov, Aabenraa. Mormors far derimod var fra Fridlevstad i Sverige. Jeg har fået oplysninger om hans forældre og søskende via arkivet i Lund. Videre forskning i hans familie må dog vente, til jeg får tid til at tage til Sverige. Hvordan - og måske især hvorfor - han kom til Danmark i 1884, ved jeg ikke endnu. Efterkommere er der dog kommet ud af det.

Min morfar stammer fra Øster Starup i Vejle amt. Hans faders familie kan føres tilbage til Abild i Tønder sogn.

Min farmor er født i 1895 i Kerteminde på Fyn. Faderns aner er født i Nordskov, Martofte og Mesinge. Min tipoldefars lille bondehus eksisterer også endnu, er blevet flot restaureret. Der bor oven i købet en efterkommer til min tipoldefar i huset. Det er jo skønt.
Min farmors mor er født i 1858 i Odense som uægte barn af Anne Kristine Christiansen og den udlagte barnefader var Carl Nielsen. Var der mon en berømthed i min slægt? Årstallet kunne desværre ikke passe på komponisten Carl Nielsen. Så berømtheder er der (endnu) ikke kommet ind i slægten.

Mit seneste tiltag er familien fra Thyregod sogn. Min farfar er født i Fredericia, men hans familie stammer fra Dørken i Thyregod og Give sogn. Der blev fundet mange guldkorn i sommeren 2004; blandt andet en 6. kusine, som er en fremragende slægtsforsker.